Forældelse af gæld: hovedreglen på tre år
Sådan fungerer den almindelige treårige forældelsesfrist og hvorfor begyndelsesdato og afbrydelse er afgørende.
Forældelse handler om retten til at kræve opfyldelse
Forældelsesloven regulerer, hvornår en fordring ikke længere kan kræves opfyldt. Efter § 23 mister fordringshaveren som udgangspunkt retten til at kræve opfyldelse, når forældelse er indtrådt. Derfor er det vigtigt at beregne fristen ud fra den konkrete fordring og ikke ud fra, hvornår parterne sidst talte om sagen.
Hovedreglen er tre år
Forældelseslovens § 3 fastsætter en almindelig frist på tre år, medmindre en anden bestemmelse gælder. Efter § 2 regnes fristen som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor kreditor kunne kræve fordringen opfyldt. Ved et almindeligt betalingskrav er forfaldsdagen derfor central.
Kendskab kan påvirke begyndelsestidspunktet
Hvis kreditor var ubekendt med fordringen eller skyldneren, indeholder § 3, stk. 2, en suspensionsregel. Samtidig har loven absolutte maksimumsfrister for flere kravtyper. Det er derfor forkert at antage, at manglende kendskab altid kan udsætte forældelse ubegrænset.
Nogle krav har længere frister
Forældelsesloven har særregler, blandt andet for krav baseret på gældsbrev, skriftlig anerkendelse, forlig, dom eller et betalingspåkrav påtegnet af fogedretten. Arbejdsrelaterede krav og visse lånekrav har også særregler.
Fristen kan afbrydes
Erkendelse, retslige skridt, udlæg og visse insolvensskridt kan afbryde forældelsen. Før man konkluderer, at et gammelt krav er forældet, skal hele sagsforløbet derfor gennemgås kronologisk.